The Whistler Imperial Stout finish, batch 2 (43%)

81 points ud af 100
En fornuftig whisky!

The Whistler er en serie af whiskyer fra det irske Boann Distilleryi Drogheda, nord for Dublin. Til Netop denne version, Imperial Stout finish er destilleriet gået sammen med O’hara’s Brewery, med hvem de har udvalgt nogle sherry fade, og påfyldt dem med O’hara’s prisbelønnede Imperial Stout. Øllet får derved glæde af sherrynoterne, og den new make (af hvede, samt maltet og umaltet byg), der derefter kommes på fadene får således både indflydelse af både sherry fadet og Stout’en. Ikke nogen dårlig idé.

I næsen får man straks mørk chokolade, kaffe, men også frugtnoterne fra sherryfadet skinner igennem. Disse noter fortsætter på tungen. Det frugtige med det bitre, espressoagtige er en fin kombination, og eftersmagen er egentlig pænt lang, med samme lidt udtørrende fornemmelse, som når man spiser et stykke meget mørkt chokolade.
En spændende dram, som gør sig godt ved siden af et stykke chokoladekage og en god kop kaffe. Den kan også sagtens drikkes alene, men det er en meget anderledes oplevelse end den “typiske” single malt. 81 ud af 100 pont.

Jeg bliver nød til her også at nævne præsentationen. Flasken kommer i en smuk sort flaske med et stilsikkert label – men det der skiller sig ud er den utroligt finet udsmykkede prop med noderne på. Den skal have sit helt eget point!

Fadtype: Sherry casks, seasoned with Imperial Stout
Indhold: 70 cl.
Whiskybase ID: WB195468
Min flaske er åbnet: 6. juni, 2023