83 points ud af 100
En fornuftig whisky!

Denne Spelt-Rye whisky fra Thy Whisky er en del af destilleriets nye core-range, hvor den præsenterer deres bud på en nordisk Rye-whisky. Whiskyen er lavet på maltet rug, spelt og byg, og er lagret på nye amerikanske egefade.

Ved første møde oplever jeg en utrolig smuk rav farve, og tunge langsomme tårer der løber ned af glassets inderside. Det ser ganske enkelt ret lækkert ud. Når jeg sætter glasset op til næsen er det første der slår mig ligheden med en god valnøddesnaps. Højest overraskende, men på igen måde ubehageligt. Den dufter ikke som en Rye whisky “plejer” at dufte, der er mere natur og skovbund til stede. Mindre sødme, og mere krydderi. Efter nogen tid i glasset indfinder sig en delikat, men umiskendelig duft af nyt egetræ.
I munden oplever jeg en dejlig fed mouthfill, og lækre varme krydderier i en smuk blanding med bagte frugter, samtidig med at der også er en ikke ubehagelig bitterhed, som bliver hængende temmelig længe. Den er lækker!
Spelt-Rye blev tildelt en guldmedalje ve World Whisky Awards i 2024, det er velfortjent (siger jeg, uden at vide hvem de var oppe imod ;-)… Men det er en lækker dram. Den er speciel, den er kompleks, og jeg ved faktisk ikke om jeg ville have gættet at det var en Rye, hvis jeg ikke vidste det. Den er muligvis ikke for en whisky-novice – der skal man nok hælde deres Single Malt op i stedet, men – men jeg synes at Thy har begået noget unikt her. Jeg vil give den 83 ud af 100.

Destilleret: 2019
Aftappet: 2024
Fadtype: New american oak
Indhold: 70 cl.
Antal flasker: 2900
Whiskybase ID: WB253374