92 points ud af 100
En fantastisk whisky!

Tre venner, Henrik, Kristian og Terkel, lod drømmene om den perfekte Rye Whisky få frit løb. Hvordan ville den optimale Rye smage? Den første batch var klar i 2021, og den var jeg så heldig at smage flere gange, og den står stadig for mig som noget af det bedste Rye Whisky jeg har smagt.
Nu har jeg så endelig åbnet min flaske af deres batch 3, som er aftappet i december 2022 og med spændning skænket mig et glas. Er den lige så god som batch 1? Har min smag ændret sig (der er jo trods alt røget nogle whiskyer ned siden)?

Den er smuk mørk ravfarvet med tunge fede tårer på glasset, og i næsen bliver jeg mødt af fyldig rug og en dyb, varm sødme. Der er krydderier i baggrunden og et diskret hint af noget der minde om skovbund og vissent løv. En helt igennem fantastisk duft. Man fornemmer slet ikke den høje alkoholprocent i næsen (59%!), blot masser af duft og fylde.
Når dråberne føres til munden fylder den hele mundhulen ud med sin kæmpestore smag. Der er igen rug – både dens bitterhed og dens sødme i en perfekt balance. Der er bagte frugte, varme krydderier og sirup, og det er nærmest en eksplosion af smag.
Finishen er ekstremt lang af en ikke-røget whisky at være, og munder ud i en sjov smag af pandestegte champignoner og igen denne her karakteristiske skov-fornemmelse.

Lever den op til hvad jeg huskede fra batch 1? Så afgjort, det var ren gensynsglæde. Denne whisky er et mesterstykke, og jeg vil ikke tøve et øjeblik med at kalde den fantastisk og give den 92 point ud af 100.
Jeg prøvede at tilsætte vand ad flere omgange, og jeg synes den bliver endnu bedre efter ca. en teskefuld – men det er dog ikke en whisky, hvor det er absolut nødvendigt. Det er til gengæld en whisky som man sidder meget længe med, og man er næsten helt trist når glasset er tomt.
Tak til de tre venner for at berige os med sådan en whisky – og ekstra stort tak for at levere den ved fadstyrke!

Destilleret: November, 2015
Aftappet: December, 2022
Fadtype: 225 l. Americans eg, medium ristet
Indhold: 70 cl.
Flaske nr: 143
Antal flasker: 250
Whiskybase ID: WB232940
Min flaske er åbnet: 8. november, 2024