82 points ud af 100
En fornuftig whisky!

Dette er ikke min første flaske Arran. Jeg holder meget af de whiskyer Lochranza Distillery producerer – også søsterdestilleriet Lagg virker lovende ud fra den ene sample jeg indtil nu har smagt. De kan noget på Arran.
Denne specifikke udgivelse er produceret til det svenske marked, og er uden aldersangivelse. Til gengæld står det tydeligt (faktisk så tydeligt, at det er lidt pinligt, at jeg sad og ledte efter det), at whiskyen ikke er kølefiltreret og ej heller kunstigt farvet. Og sikke en smuk kastanjefarve man er endt med! Visuelt er det en virkelig indbydende dram og man bemærker de tunge gardiner på glassets inderside, og sætter forventningerne højt. Arran, peat, sherry… what’s not to like?

I næsen møder jeg en lidt medicinsk, men behagelig, tør røg. Den er markant, men uden at overdøve noterne af tørret frugt og min bedstefars sødelige pibetobak.
På tungen er vi mere henne i retning af askebæger (ikke negativt ment), og temmelig meget sødme. Den virker dog umiddelbart lidt skarp i det. Der er frugtnoter og mørk chokolade, men der er ikke helt Balance mellem dem og røgen. Smagen varer til gengæld længe, og her dominerer sødmen og komplimenterer røgen bedre.
Det er en ung whisky, tror jeg, og det er der som sådan ikke noget galt i. Det kunne dog have været klædeligt om den havde fået lidt mere med fra sherryfadene. Enten har den ikke ligget længe nok, ellers har man ikke været så kritiske i udvælgelsen af aktive fade.

Jeg prøvede at tilsætte en pæn sjat vand, og lod den så stå forholdsvis længe (dvs. en god halv times tid), og dét synes jeg virkelig klædte denne whisky. Det gjorde fornemmelsen blødere, og balancen mellem sødme og røg markant behageligere, og jeg tror at det er sådan at jeg kommer til at nyde resten af flasken. For lad mig være ærlig, det er ikke den bedste Arran jeg har smagt, men det er bestemt en fornuftig whisky, so jeg synes skal have 82 point ud af 100.

Aftappet: 2023
Indhold: 70 cl.
Whiskybase ID: WBXXXXXX
Min flaske er åbnet: 18. oktober, 2023