85 points ud af 100
En rigtig god whisky!

Deanston Distillery åbnede i 1966, da Brodie Hepburn så potentialet i den aldrende industribygning, som i næsten 200 år havde huset byens uldspinderi. Han fandt også en vandkvalitet i floden Teith, som passede godt til at lave whisky – og ikke mindst noget hæderligt lokalt arbejdskraft.

Denne 12 års whisky er en del af Deanstons core range. Den er ufiltreret, men jeg er i tvivl om der er tilsat karamelfarve. I hvert fald står der ikke på flaske at der ikke er. Det måtte de gerne have specificeret – men det skal nu ikke skille os ad, flasken og mig!

En dejlig, let sød duft møde mig, hints af græs, korn og vanilje. Der er også friskhed, som af citronskal. Der er en fin balance, og man fornemmer en virkelig vellavet whisky. Den fornemmelse fortsætter på tungen, hvor jeg oplever en dejlig, cremet mundfornemmelse. Der er masser af vanilje, men også noget peber som prikker let. Smagen er fyldig og varm, og eftersmagen lang med masser af eg.

Deanston 12 år er en rigtig god whisky! Den er velproduceret og velpræsenteret i sit enkle, klassiske look. 85 point ud af 100.

Aftappet: 4. april, 2023
Fadtype: Bourbon Hogshead
Indhold: 70 cl.
Whiskybase ID: WB238677
Min flaske er åbnet: 6. august, 2024