Vennerne Henrik, Kristian og Terkel er ude med en ny udgave af deres Rye whisky, som de denne gang kalder Small Batch Rye Whiskey. Den blev lanceret i går (7. november, 2024), og er et alternativ til deres tidligere udgivelser som alle har været aftappet ved fadstyrke. Man har her valgt at aftappe ved en alkoholprocent på 45%, og man får også kun en 50 cl. flaske. Til gengæld er prisen også lavere end deres tidligere udgivelser, og målgruppen er også et andet. Denne er beregnet som en “hverdags-sipper” eller en whisky til brug i cocktails – hvilket de også demonstrerede ved releasen.
Den bliver præsenteret i en sød afrundet flaske, som minder lidt om dem Thy Whisky benytter. Man har endda valgt en fin glasprop, som dog er ganske umulig at få op! Det bandede jeg lidt over – selvom jeg medgiver at det giver et eksklusivt look.
Whiskyen har en mørk rav farve, og tynde, men langsomme tårer på glasset. Duften af rug er altoverskyggende, og har et både friskt og vinøst islet, samtidig med at der er en lækker sødme, krydderier, duft af julekage, noget skovbund (som man også finder i deres tidligere udgivelser), og masser af frisk eg.
I munden føles den en anelse tynd i smagen, og det er lidt ærgerligt. Den smager dejligt, med en fin balance mellem bittert og sødt, men den markerer sig ikke rigtigt. Finishen er pænt lang og fader ud med rug og krydderier.
Det er en whisk(e)y der er meget nem at drikke, og jeg tror godt at den kan blive en succes. Personligt mixer jeg dog ikke drinks, og jeg savner den fylde som deres tidligere udgivelser har. Jeg er dog ikke i tvivl om at det er tilsigtet, da den jo er ment for et andet publikum. Det skal dog ikke afholde mig fra at nyde den, og fra at give denne udgivelse 84 ud af 100 point, for det er helt sikkert en fornuftig whisky.


