Barley er en af de flasker som man kun finder i butikken på destilleriet, i deres Distillery Edition.
Der er tale om det destillat som indgår i KAOS, men som ikke, i modsætning til Rye og Smoke, har en udgivelse i Staunings standardsortiment. Og den er bestemt værd at drikke!
I næsen møder jeg først og fremmest den typiske duft af det amerikanske virgin oak fad. Vanilje og frisk frugt dominere, hvilket vel også er forventligt fra et sådant fad.
Smagen er intens, igen meget domineret af egetræet. Faktisk smager den i det store hele som den dufter. Hen ad vejen fremkommer tydeligt peber. Lækker, lidt fed fornemmelse i munden, og en medium/lang let krydret eftersmag.
Med lidt vand får jeg mere malt i næsen, og egetræet falder en smule i baggrunden. Det samme gør sig gældende i smagen, hvor den behagelige vaniljesmag også kommer mere frem. Den bliver derimod ikke hængende helt så længe i eftersmagen.
En behagelig dram, som måske er lidt for domineret af fadets indflydelse til at destillatets sande karakter står tydligt frem. Det ville være spændende, hvad det var blevet til i et knapt så aktiv fad i fx. 8 år. Men det kan man jo altid spekulere over. Som sagt, en behagelig whisky og et dejligt bekendskab, som jeg vil give 81 ud af 100 point.

