87 points ud af 100
En rigtig god whisky!

Nr. 8 I Signatori Vinage’s 100 Proof Edition, som er en serie af udgivelser der alle er aftappet ved 100 (engelske) proof = 57,1% vol. Det er sandsynligvis meget tæt på at være fadstyrke. Serien er naturligvis ufiltreret og ikke tilsat kunstig farve, så den smukke ravfarve, som denne Glentauchers kan smykke sig med, kommer ikke overraskende fra de (1st fill) Olorosofade, som man har benyttet. Fade, som ud over farven også har bidraget gavmildt til både duft og smag. Vi har at gøre med en vaskeægte sherry-bomb.

I næsen fornemmer man en dyb, lidt jordagtige sødme, bagt frugt, blomme, rosiner og mørk chokolade. Også tobak, uden at være egentlig røget. Det er en dram, som jeg i bund og grund finder nydelse nok i, ved blot at dufte til den.
Smagen bekræfter det man har fået i næsen, især frugt og bær. Den hænger dejligt længe i mundhulen, og klinger ud til fornemmelsen af skønne varme krydderier.

Jeg har ikke smagt Glentauchers nok til at jeg kender dens signatur. Men jeg har for nyligt haft en 12 års, lagret på Bourbon fad, og jeg ved ikke rigtig om jeg ville kunne sige, at denne kom fra samme destilleri, dertil er sherryindflydelsen for kraftig. Men en dejlig dram, det er det i sandhed, og jeg giver den 87 point ud af 100.

Destilleret: 2012
Aftappet: 1. february, 2024
Fadtype: 1st fill Oloroso Sherry Butts
Indhold: 70 cl.
Flaske nr: 351
Whiskybase ID: WB248434
Min flaske er åbnet: 15. september, 2024